Rask: Snorra-Edda 1818 1-174 Brugt til at udfylde lakunen i Codex Regius' prolog; derefter udg. O.
Edda Snorra Sturlusonar 1848-87 I 1-464 Udg. W
Finnur Jónsson: Edda Snorra Sturlusonar 1924 1-88
Finnur Jónsson: Edda Snorra Sturlusonar 1931 1-164:17 Udg. W
„AL mattigr guð ſkapaði i upphaꝼi himín ok ioꝛð“
„aꝼ annaí tungu eru geꝼen en þeſſi.“
Sveinbjörn Egilsson: Edda Snorra Sturlusonar 1848 144-153 Udg. Ob
Rafn: Antiquités Russes I 43 (s. 6:20-21. Udg. W), 44-49 (s. 6:26-8:19. Udg. W)
Finnur Jónsson: Edda 1926 3-8 Udg. W
Faulkes: Edda: Prologue and Gylfaginning 3-6 Udg. W
Arne Björnsson: Snorra Edda 1975 3-9
Lorenz: Gylfaginning 43-46
„Gylfi konungr reð þar londum er nu heiter ſuiþioð“
„þui at tyrker voꝛu hanſ ener meſtu v uvínír.,.“
Sveinbjörn Egilsson: Edda Snorra Sturlusonar 1848 1-44 Udg. Ob
Finnur Jónsson: Edda 1926 9-67 Udg. W
Faulkes: Edda: Prologue and Gylfaginning 7-55 Udg. W
„Einn maðꝛ er neꝼnꝺꝛ æger eða hler“
„Sua ok at kalla reiðar tẏ.“
Sveinbjörn Egilsson: Edda Snorra Sturlusonar 1848 45-49 Udg. Ob
Finnur Jónsson: Edda 1926 68-74:26 Udg. W
„ Enn þetta er nu at ſegia | ungum ſkallꝺum “
„enn | raku brott elenum “
Sveinbjörn Egilsson: Edda Snorra Sturlusonar 1848 154-155 Udg. Ob
„ Nu skal lta hæyra ꝺæmí til huernueg | hoꝼuð ſkallꝺín haꝼa ltið ser lika“
„at hallꝺa hillꝺitannz | hinn millꝺí“
Sveinbjörn Egilsson: Edda Snorra Sturlusonar 1848 49-95 Udg. Ob
Rafn: Antiquités Russes I 49-51 (s. 61-62:14. Udg. W/Wchart), 51-53 (s. 62:17-63:22. Udg. W/Wchart), 54-60 (s. 63:24-68:11. Udg. W/Wchart), 60 (s. 82:24-26. Udg. W/Wchart)
Finnur Jónsson: Edda 1926 74:27-126:21 Udg. W
Skáldskaparmál fortsætter på s. 121.
Rask: Snorra-Edda 1818 273-353
Sveinbjörn Egilsson: Edda Snorra Sturlusonar 1848 159-212
Edda Snorra Sturlusonar 1848-87 II 1-248 Udg. W
„ Nuv um hrið heꝼr ſagt uerit huerſu kenna ſkal þa luti ſem ꝼrammi ſtanꝺa“
„að ſia huað ẏðꝛ er nu ſẏnt i þeſſum ꝼraſǫgnum.“
Ólsen: Den tredje og fjærde grammatiske Afhandling i Snorres Edda 152-155
„ J ꝼleſtum lonꝺm ſetia menn a bækr annat tueggia þann ꝼroðleik“
„þat er | honum likar betr.“
Dahlerup og Finnur Jónsson: Den første og anden grammatiske Afhandling i Snorres Edda 1-16
Haugen: First Grammatical Treatise Med faksimile af s. 84-90
Hreinn Benediktsson: The First Grammatical Treatise 206-246 Med faksimile af s. 84-90
Leoni: Il primo trattato grammaticale islandese 80-100 Tekst på versosiderne
Efterfulgt af alfabetet.
„ Nu ꝼyrir þuí at maðꝛinn ſe ſkẏnſamlegum anꝺa ſkrẏꝺꝺꝛ“
„ſa er liꝼer ok riker | æinn guð oꝼ allar allꝺer verallꝺa amen.“
Dahlerup og Finnur Jónsson: Den første og anden grammatiske Afhandling i Snorres Edda 50-55
Mogk: Der sogenante zweite grammatische traktat 31-36 Udg. W
Raschellà: The So-called Second Grammatical Treatise 27-47 og 161-164 Tekst på rectosiderne. Med faksimile af s. 91-94
De første seks linjer på s. 91 er ubeskrevne.
„Hlioð er allt þat er um kuikenꝺis æẏru ma hæẏra.“
„þau er vitrer menn haꝼua ꝼoꝛðum ſaman ſett.“
Björn Magnússon Ólsen: Den tredje og fjærde grammatiske Afhandling i Snorres Edda 1-32
Finnur Jónsson: Málhljóða- og Málskrúðsrit Udg. W
Wills: The Foundation of Grammar 172-191 og 207-219 s. 94-99, tekst i midterste spalte. Med faksimile.
„ Protheſeoſ paraloge verðꝛ þa er ǫnnur prepoisitio ſtenꝺꝛ“
„huat nẏtr heilſa bǫtnut huat ſẏtr ꝼira lẏti.“
Björn Magnússon Ólsen: Den tredje og fjærde grammatiske Afhandling i Snorres Edda 120-151
„De synonymis simplicibus“
„Hüeꝛnig eꝛ o kend setning skallꝺskapaꝛ? Süa | aꝺ nefna hüeꝛn hlüt sem heiteꝛ.“
„ꝺrifanꝺi alf ꝛød|øll oc ꝺüalins leica“
Sveinbjörn Egilsson: Edda Snorra Sturlusonar 95-120 Udg. Ob
Rafn: Antiquités Russes I 61 (s. 125b:44-126a:29. Udg. W/Wchart), 61-62 (s. 126b:13-127a:3. Udg. W/Wchart), 63-64 (s. 127b:23-33. Udg. W/Wchart)
Edda Snorra Sturlusonar 1848-87 I 464-593 Udg. Wchart
En fortsættelse af s. 82.
„DE NÜMERO Pöe|tico.“
„Hüaꝺ eꝛo hettiꝛ scallꝺ|scapaꝛ? þꝛent“
„steine | studd enn stillis lof.“
Rask: Snorra-Edda 1818 1-174 Udg. O.
Sveinbjörn Egilsson: Edda Snorra Sturlusonar 1848 120-143 Udg. Ob
Edda Snorra Sturlusonar 1848-87 I 594-716 Udg. Wchart/W
Möbius: Hattatal Snorra Sturlusonar I 1-16 Kun versene. Udg. W/Wch II 1-34 Udg. W/Wch
Finnur Jónsson: Edda Snorra Sturlusonar 1924 88-103 s. 139-150
Finnur Jónsson: Edda 1926 152:2-177:22 s. 139-150. Udg. W
Finnur Jónsson: Edda Snorra Sturlusonar 1931 217:18-252 Udg. W
Faulkes: Edda: Háttatal 7:10-35:15 s. 139-150. Udg. W
FINIS
„Sua ſegia menn í ꝼoꝛnm ſǫgum at einn huerr aꝼ ááſum“
„at riða egg at kenna unꝺer riuꝼa.“
Finnur Magnússon: Edda 1828 170-190
Munch: Edda 1847 62-66
Lüning: Die Edda 1859 239-249
Bugge: Norræn Fornkvæði 141-149
Grundtvig: Sæmundar Edda 1874 62-67
Detter og Heinzel: Sæmundar Edda 1903 169-174
Gering: Die Lieder der Älteren Edda 1904 166-178
Boer: Die Edda 1922 I: Einleitung und Text 276-282
Dronke: The Poetic Edda 1969-97 II: Mythological Poems 162-173
Kuhn: Edda 1983 I: Text 280-287
„nar hetu þeir menn er ꝼẏlgðu bꝛaga konungi hinum gamla.“
„oꝼan laúſa ſtrinꝺ aurriða ſtranꝺar ſtallz aꝼ“
Edda Snorra Sturlusonar 1848-87 II 495-500
Finnur Jónsson: Edda Snorra Sturlusonar 103-112
Pergament og papir.
Paginering på ulige sider; dog også paginering på nogle af de lige sider: således s. 2, 76, 82-100, 106-112, 120, 128-130 og 136-152. Pagineringen blev formodentlig udført i 1700-tallet.
Håndskriftet består af 10 læg:
Den oprindelige del af håndskriftet, s. 2-60, 73-76, 77-120, 139-150, 155-156 og 167-170, er enspaltet med 31-32 linjer pr. side. De senere indsatte blade, s. 121-138, er tospaltede med 39 til 47 linjes pr. spalte. S. 151-152, der også er indsat senere, er enspaltede med 26 linjer pr side.
I den oprindelige del af håndskriftet er der gjort plads til kapiteloverskrifter, som først er blevet udfyldt senere af bl.a. Sveinn Jónsson, der har indsat latinske kapiteloverskrifter med sort blæk. Initialerne er røde eller røde og grønne. På hver pergamentside er hver femte linje nummereret, og kapitlerne er også ofte nummererede.
Der er huller i mange af bladene, men sædvanligvis er kun en lille del af teksten blevet beskadiget. Nogle blade har flænger, fx s. 23/24. På s. 85/86 er det yderste hjørne blevet bortskåret.
Sveinn Jónsson rensede håndskriftet med urin, hvilket har resulteret i, at kapiteloverskrifterne og mange af marginalierne og initialerne nu er forsvundne eller er blevet ulæselige.
Der har været limet en seddel fast til s. 120, men limen har nu ødelagt blækket, således at den yderste venstre del af linje 1-23, et digt til Jomfru Maria, er ulæselig.
Hånden i den oprindelige del af håndskriftet er identisk med den hånd, der bl.a. skrev Vǫluspá i AM 544 4to (Hauksbók) og Egils saga i AM 162 a β fol.. For en udtømmende liste over hvilke håndskrifter denne hånd forekommer i, se fx Jakob Benediktsson 1980 11.
Sveinn Jónsson (eller Magnús Ólafsson?) har skrevet s. 121-138 i 1635-37.
Sandsynligvis har Ole Worm skrevet s. 61-71 og 151-152.
Håndskriftet har fem store initialer. Begyndelsesinitialet til Snorra Edda på s. 2 er et stort A, et littera florissa med initialudløber, der går hele vejen ned langs venstre margin til bunden af siden. På s. 17 er der et andet littera florissa med en lang, nu falmet, initialudløber. Der er også litterae florissae på s. 40, 94 og 155, dog uden initialudløbere.
Der er mange marginaloptegnelser og senere tilføjelser; de ældste fra 1400-tallet.
På hhv. s. 120 (opr. ubeskrevet) og s. 170 ses to digte, hvert på 23 linjer, til Jomfru Maria, skrevet af den samme hånd i i midten af 1300-tallet ( Edda Snorra Sturlusonar 1848-87 III:2 xlviii-xlix ). Den venstre halvdel af digtet på s. 120 er nu desværre ulæselig på grund af den lim, der blev brugt til at fastgøre et stykke papir til siden.
Under digtet til Jomfru Maria på s. 120 er der flere vers — et af dem er fra Hávamál — og nogle glossarer. På s. 170 ses også nogle andre digte. Den første strofe, der er skrevet af en anden hånd, er udgivet i Corpvs Poeticvm Boreale I xlv, fodnote 1 . I s. 170s nederste margin står der også: þetta er edda, og ordet Edda er blevet skrevet flere gange.
De indsatte papirblade, s. 121-138, er skrevet af Sveinn Jónsson i 1635-37. Han skrev også nogle linjer på s. 56 og tilføjede kapiteloverskrifter på latin. Jón Ólafsson frá Grunnavík tilføjede bl.a. en del kapiteloverskrifter, glossarer og resuméer i den del af håndskriftet, der indeholder de grammatiske afhandlinger. På s. 99 har Arne Magnusson føjet rettelser til teksten.
Ud over en del groft udførte dekorationer finder man også mange kruseduller, penneprøver og enkeltbogstaver i marginen. På s. 60 er der en pennetegning af en mand, iført en kort kappe, som holder et sværd.
På s. 147, nederste margin, ses biskop Guðbrandur Þorlákssons monogram. Over monogrammet har Finnur Jónsson ( Finnur Jónsson 1924 i-ii ) læst Jon Sigm. Guðbrandur Þorlákssons morfar hed Jón Sigmundsson, og det er sandsynligvis ham, der har skrevet noten. På s. 76, nederste margin, står der gunlaugr ormsson med eigin hand. Arngrímur Jónsson havde en fjern slægtning, der hed Gunnlaugur Ormsson, og det er måske ham, der har markeret sig som bogens ejer. På s. 1s nederste margin har Ole Worm skrevet Olai Wormii | Dono Arngrime jonæ | Islandi.
Indbundet i et pergamentbind, der måler 288 mm x 207 mm x 50 mm.
Håndskriftet blev sandsynligvis indbundet af Ole Worms ammanuensis, Sveinn Jónsson, i 1635-37, da det var ham, der urinvaskede håndskriftet og fyldte lakuner med papirblade.
Håndskriftet er skrevet i Þingeyrar-klosterets skriptorium, i Húnavatnssýsla, i det nordlige Island mellem 1340 og 1370 ( Johansson 1997 11-18 ). S. 121-138 er skrevet mellem 1635-37 af Sveinn Jónsson, en af håndskriftets ejere.
Der er mange spekulationer omkring håndskriftets proveniens indtil ca 1500, hvor Jón Sigmundsson, lögmaður i det nordlige og vestlige Island fra 1509-1518 skrev sit navn på s. 147.
Finnur Jónsson ( Finnur Jónsson 1924 i-ii ) formoder, at førnævnte Jón Sigmundsson fik håndskriftet af Jón Þorvaldsson, som var abbed på Þingeyrar og derudover Jóns Sigmundssons svoger af andet ægteskab. Jón Sigmundsson var også biskop Guðbrandur Þorlákssons morfar, og Guðbrandur Þorláksson er formodet at have arvet håndskriftet efter ham.
Sigurður Nordal ( Sigurður Nordal 1931 18-19 ) fremstiller dog to alternative hypoteser omkring håndskriftets tidlige ejerforhold. Den første knytter sig til to store bogsamlinger på Island; de der tilhørte síra Einar Hafliðason (Breiðabólsstaður i Vesturhóp) og Jón Hákonarson på Víðidalstunga, som også var i besiddelse af Flateyjarbók. Begge hypoteser går ud fra at Solveig Þorleifsdóttir (d. 1479), fik bogen og gav den videre til sin søn, lögmaður Jón Sigmundsson.
Den første hypotese går ud på, at Einar Hafliðason gav bogen til sin ven Jón Hákonarsson på Víðidalstunga, og at Jóns søster, Guðný, som arvede Víðidalstunga efter Jóns død, fik alle de litterære skatte, der hørte til gården (Guðný var også gift med Einar Hafliðasons søn, Arne Einarsson). Guðný skulle så have givet bogen til sin søn, Þórleifur som gennem sin far, Arne, skulle have arvet Einar Hafliðasons bibliotek. Men efter Þorleifurs død skulle den imponerende bogsamling have været delt mellem hans to børn, Björn og Solveig.
Den anden hypotese om håndskriftets tidlige proveniens knytter sig til Loptur Guttormsson, som de to Maria-digte på s. 120 og på sidste side (uden overbevisende belæg) er blevet tilskrevet. Solveig Þorleifsdóttir var gift to gange, første gang med Ormur Loptsson, som hun blev skilt fra, og senere Sigmundur Steinþórsson, som hun fik Jón Sigmunsson med. Loptur Guttormsson var hendes svigerfar fra første ægteskab, og kun kunne have fået håndskriftet af ham.
Efter biskop Guðbrandur Þorláksson fik hans slægtning, Arngrímur Jónsson, håndskriftet, dog senest 1609. Han brugte håndskriftet til sin Crymogæa og lånte det derefter til Magnús Ólafsson, som brugte det til sin version af Eddaen, den såkaldte Laufás Edda, som den første edda-udgave (Resens Edda) er udgivet efter. I 1628 sendte Arngrímur Jónsson AM 242 fol. til Ole Worm, som derefter sluttede, at det var hans bog (jf. s. 1, nederste margin: Olai Wormii | Dono Arngrime jonæ | Islandi). Bogen er blevet kaldt Codex Wormensis eller Ormsbók efter ham. Willum Worm arvede bogen fra sin far, Ole Worm, og Willum gav den så videre til sin egen søn, Christen Worm.
Arne Magnusson fik håndskriftet af Christen Worm i 1706.
Katalogiseret 28. júlí 2007 af SH.
Urinvasket og måske genindbundet af Arngrímur Jónsson i 1635-37.