Pergament
Moderne foliering og paginering. Håndskriftet er folieret 1-44 i midten af recto-sidernes øverste margin. Pagineret 1-86 i recto-sidernes øverste venstre hjørne og verso-sidernes øverste højre hjørne. Det oprindeligt ubeskrevne bl. 44 er ikke pagineret.
Håndaskriftet bestod oprindeligt af seks læg af 8 blade, men nu mangler de to inderste bladpar i femte læg.
Håndskriftet er tospaltet. Antallet af linjer pr spalte varierer fra 38-46. Læg 3-5 (bl. 17ra-36vb) har røde og blå initialer (majuskler) og røde rubrikker. Tilsyneladende har håndkriftets skrivere ikke regnet med at der skulle være rubrikker ; hverken i denne del af andre dele af håndskriftet. Der er ladt plads for senere udfyldning af initialer i læg 1, 2, og 6..
Der er en lakune mellem bl. 34 og 35. Ellers er håndskriftet komplet fra prologen til slutningen.
Den første og længste del, bl. 1ra-37va, ser ud til at være en enkelt skrivers værk. Hvis man skulle bedømme antallet af hænder ud fra det visuelle indtryk alene, ville man, ved en sammenligning af skriften på de første og de sidste sider, tro at vi har at at gøre med to forskellige skrivere. På de første sider er skriften klar og stringent, udført med stort set lodrette strøg. Dog viser nærmere palæografisk analyse, at hele teksteden må tilskrives en enkelt skriver.
Resten af håndskriftet, bl. 37vb-43vb er for det meste skrevet af en anden hånd, men på nogle steder i hans 6. (eller 5.?) sektion, har andre skrivere skrevet korte afsnit. Det er en klar og stabil skrift, men en en del mindre end den foregående, hvilket også har givet denne del flere linjer pr side. Denne hånd bruger gennemgående de samme bogstavformer og er — med få undtagelser — konsekvent i sin stavemåde.
En tredje hånd har skrevet bl. 37vb:1-5.
En fjerde hånd har skrevet bl. 38rb:35-39.
En femte hånd har skrevet bl. 38vb:35.
En sjette hånd har skrevet bl. 41ra:36-45.
En syvende hånd har skrevet bl. 42vb:6-22. Skriften og stavemåden er meget lig den anden hånd; bogstaverne er mindre i starten men bliver gradvist mere og mere lig den anden skriver, som med sikkerhed har genoptaget sit arbejde efter linje 22. Men der er nogle forskelle. Det er svært af afgøre, hvorvidt dette afsnit er skrevet af en ny hånd eller ej.
En ottende hånd har skrevet bl. 43rb:37-40.
Ornamentering eller fabeldyr bliver introduceret på nogle få steder hvor rubrikkerne er udeladt for at udfylde de små mellemrum mellem kapitlerne. Ornamentering findes på bl. 24va:30 og 24va:37, 25ra:21, 26ra:19, 58a:1, 67a:19. Et lille fabeldyr er indsat som dekoration på 42va:28, og to flere findes på 30va:8.
Der er få marginalia i AM 243 a fol.; I bl. 1ras øverste margin har en hånd fra 1600-tallet skrevet: Speculum, og Arne Magnusson har tilføjet regale. Notitsen: Hallkell er godur piltr findes på bl. 13v. Efter teksten på bl. 43v skrev en samtidig hånd: Þuiad vier Werdum ad taka huilld epter langa mædu . En hånd fra ca. 1700 skrev nogle ord nedenunder denne; de er nu næsten udviskede, men man kan skimte navnet Þordr. Øverst på det oprindeligt ubeskrevne bl. 44r finder man: Þorvardur logmadur Erlendz son aa mik. På samme side (44r) er der skrevet Suerir. Længere nede på siden er der en notits, der næppe kan være skrevet lang tid før år 1600: Hier er j þessari Bok Suerrers saga og Hakonar saga og enn er hier Spekulus og hird Sider. Det var sandsynligvis denne notits der fik Arne Magnusson til at konkludere, at 243 a engang var indbundet sammen med Sverris saga og Hákonar saga fra Skálhollt-katedralen; dvs. det håndskrift, der nu er katalogiseret AM 81 a fol., Skálholtsbók yngsta. Nederst på side 88, håndskriftets sidste ubeskrevne side er der en tegning af et dyr med menneskehoved, en grov skitse af en manticore, et af de mange overnaturlige dyr som er beskrevet og illustereret i middelalderlige bestiarer. En manticore har en løves krop, et menneskes hovede og en skorpions hale, og et stik fra halen er dødeligt. En anden regning af et fabeldyr finder man på bl. 41rs nederste margin. Her ser vi en løve med ørnevinger.
Alle bladene har et par nederst i den inderste margin, og der er syet grønne silkebånd gennem dem og fæstnet til ryggens inderside med to laksegl. Håndskriftet blev genindbundet i 1886, og igen i 1936, men dele af den tidligere papbind fra ca. 1770 med silkebåndene og de vedhæftede laksegl blev bevaret af Kristian Kålund. Han forsynede det med en mærkeseddel: Brudstykke af det gamle bind. og indsatte det løst mellem det sidste blad og den nye tavle, hvor det stadig findes. Lakseglene bærer B. Møllmanns og J. C. Kalls initialer, to af de fire ledere af Det Arnamagnæanske Legat in 1772 og forvaltere for legatet i 1760. Sandsynligvis forseglede de bogen, da den blev sendt til udlån i 1768 til forberedelserne til Sorø-udgaven (Kongs-skugg-sio).
Håndskriftet er skrevet i Island, højst sandsynligt i Eyjafjörður, i 1400-tallets tredje fjerdedel ( Holm-Olsen 1987 24 ). Kålunds datering: 1400-tallet ( Katalog).
Øverst på det oprindeligt ubeskrevne bl. 44r finder vi følgende notits: Þorvardur logmadur Erlendz son aa mik Þorvarður Erlendsson levede ca. 1466-1513.
I sit katalog over islandske pergamenthånskrifter, nu katalogiseret som AM 435 a 4to, skriver Arne Magnússon at han fik håndskriftet af præsten(?) Þórður Jónsson i 1697, og han tilføjer, at håndskriftet på et tidspunkt var indbundet med Sverris saga og Hákonar saga fra Skálhollt-katedralen: Speculum Regale folio komid til min 1697. fra Þorde Jons syni. hefr einn hvern tima fyrrum vered i Volumine med Sverris Sgu ok Hakonar sgu fra Skalholltzkirkiu, sem eru med þeirri smu hende (dvs. AM 81 a fol).
Katalogiseret 15. maí 2000 af EW-J.