Detaljer om håndskriftet

Pergament og papir.

Paginering på ulige sider; dog også paginering på nogle af de lige sider: således s. 2, 76, 82-100, 106-112, 120, 128-130 og 136-152. Pagineringen blev formodentlig udført i 1700-tallet.

Håndskriftet består af 10 læg:

• I: Et fuldstændigt læg på 8 blade, bestående af 4 sammenhængende bladpar (s. 1-16).
• II: Et fuldstændigt læg på 8 blade, bestående af 4 sammenhængende bladpar (s. 17-32).
• III: Et fuldstændigt læg på 8 blade, bestående af 4 sammenhængende bladpar (s. 33-48).
• IV: Er sat sammen af et oprindeligt læg på 8 blade, bestående af 4 sammenhængende bladpar (s. 49-60 og 73-76) og seks papirblade (s. 61-72), der senere er indsat mellem det sjette og syvende pergamentblad.
• V: Et fuldstændigt læg på 8 blade, bestående af 4 sammenhængende bladpar (s. 77-92).
• VI: Et fuldstændigt læg bestående af 7 blade (s. 93-106). Det fjerde blad er et enkeltblad, de andre sammenhængende bladpar.
• VII: Et oprindeligt læg bestående af 7 blade (s. 107-120). Det første blad er et enkeltblad, de andre sammenhængende bladpar + 9 papirblade (s. 121-138) indsat efter det oprindelige læg. Johansson ( Johansson 1997 26-27 ) tvivler på, at det oprindelige læg nogensinde har bestået af flere blade end de 7.
• VIII: Et læg på 6 blade bestående af 3 sammenhængende bladpar (s. 139-150). Ifølge Wills ( Wills 2001 44, tabel 3 ) bestod dette læg oprindeligt af 8 blade, dvs., at der nu mangler to blade.
• IX: 1 pergamentblad (s. 155-156), 2 papirblade (s. 151-154) indsat foran pergamentbladet og 5 papirblade (s. 157-166) indsat efter pergamentbladet.
• X: 2 pergamentblade (1 sammenhængende bladpar, s. 167-170) + 4 senere indsatte papirblade (s. 171-178). Sigurður Nordal ( Sigurður Nordal 1931 5 ) mener, at håndskriftets sidste tre pergamentblade (s. 155-156 og 167-170 fra både læg IX og X) førhen var en del af et større læg på 8 blade, hvoraf tre bladpar nu er gået tabt.

Den oprindelige del af håndskriftet, s. 2-60, 73-76, 77-120, 139-150, 155-156 og 167-170, er enspaltet med 31-32 linjer pr. side. De senere indsatte blade, s. 121-138, er tospaltede med 39 til 47 linjes pr. spalte. S. 151-152, der også er indsat senere, er enspaltede med 26 linjer pr side.

I den oprindelige del af håndskriftet er der gjort plads til kapiteloverskrifter, som først er blevet udfyldt senere af bl.a. Sveinn Jónsson, der har indsat latinske kapiteloverskrifter med sort blæk. Initialerne er røde eller røde og grønne. På hver pergamentside er hver femte linje nummereret, og kapitlerne er også ofte nummererede.

Der er huller i mange af bladene, men sædvanligvis er kun en lille del af teksten blevet beskadiget. Nogle blade har flænger, fx s. 23/24. På s. 85/86 er det yderste hjørne blevet bortskåret.

Sveinn Jónsson rensede håndskriftet med urin, hvilket har resulteret i, at kapiteloverskrifterne og mange af marginalierne og initialerne nu er forsvundne eller er blevet ulæselige.

Der har været limet en seddel fast til s. 120, men limen har nu ødelagt blækket, således at den yderste venstre del af linje 1-23, et digt til Jomfru Maria, er ulæselig.

Hånden i den oprindelige del af håndskriftet er identisk med den hånd, der bl.a. skrev Vǫluspá i AM 544 4to (Hauksbók) og Egils saga i AM 162 a β fol.. For en udtømmende liste over hvilke håndskrifter denne hånd forekommer i, se fx Jakob Benediktsson 1980 11.

Sveinn Jónsson (eller Magnús Ólafsson?) har skrevet s. 121-138 i 1635-37.

Sandsynligvis har Ole Worm skrevet s. 61-71 og 151-152.

Håndskriftet har fem store initialer. Begyndelsesinitialet til Snorra Edda på s. 2 er et stort A, et littera florissa med initialudløber, der går hele vejen ned langs venstre margin til bunden af siden. På s. 17 er der et andet littera florissa med en lang, nu falmet, initialudløber. Der er også litterae florissae på s. 40, 94 og 155, dog uden initialudløbere.

Der er mange marginaloptegnelser og senere tilføjelser; de ældste fra 1400-tallet.

På hhv. s. 120 (opr. ubeskrevet) og s. 170 ses to digte, hvert på 23 linjer, til Jomfru Maria, skrevet af den samme hånd i i midten af 1300-tallet ( Edda Snorra Sturlusonar 1848-87 III:2 xlviii-xlix ). Den venstre halvdel af digtet på s. 120 er nu desværre ulæselig på grund af den lim, der blev brugt til at fastgøre et stykke papir til siden.

Under digtet til Jomfru Maria på s. 120 er der flere vers — et af dem er fra Hávamál — og nogle glossarer. På s. 170 ses også nogle andre digte. Den første strofe, der er skrevet af en anden hånd, er udgivet i Corpvs Poeticvm Boreale I xlv, fodnote 1 . I s. 170s nederste margin står der også: þetta er edda, og ordet Edda er blevet skrevet flere gange.

De indsatte papirblade, s. 121-138, er skrevet af Sveinn Jónsson i 1635-37. Han skrev også nogle linjer på s. 56 og tilføjede kapiteloverskrifter på latin. Jón Ólafsson frá Grunnavík tilføjede bl.a. en del kapiteloverskrifter, glossarer og resuméer i den del af håndskriftet, der indeholder de grammatiske afhandlinger. På s. 99 har Arne Magnusson føjet rettelser til teksten.

Ud over en del groft udførte dekorationer finder man også mange kruseduller, penneprøver og enkeltbogstaver i marginen. På s. 60 er der en pennetegning af en mand, iført en kort kappe, som holder et sværd.

På s. 147, nederste margin, ses biskop Guðbrandur Þorlákssons monogram. Over monogrammet har Finnur Jónsson ( Finnur Jónsson 1924 i-ii ) læst Jon Sigm. Guðbrandur Þorlákssons morfar hed Jón Sigmundsson, og det er sandsynligvis ham, der har skrevet noten. På s. 76, nederste margin, står der gunlaugr ormsson med eigin hand. Arngrímur Jónsson havde en fjern slægtning, der hed Gunnlaugur Ormsson, og det er måske ham, der har markeret sig som bogens ejer. På s. 1s nederste margin har Ole Worm skrevet Olai Wormii | Dono Arngrime jonæ | Islandi.

Håndskriftet er skrevet i Þingeyrar-klosterets skriptorium, i Húnavatnssýsla, i det nordlige Island mellem 1340 og 1370 ( Johansson 1997 11-18 ). S. 121-138 er skrevet mellem 1635-37 af Sveinn Jónsson, en af håndskriftets ejere.

Der er mange spekulationer omkring håndskriftets proveniens indtil ca 1500, hvor Jón Sigmundsson, lögmaður i det nordlige og vestlige Island fra 1509-1518 skrev sit navn på s. 147.

Finnur Jónsson ( Finnur Jónsson 1924 i-ii ) formoder, at førnævnte Jón Sigmundsson fik håndskriftet af Jón Þorvaldsson, som var abbed på Þingeyrar og derudover Jóns Sigmundssons svoger af andet ægteskab. Jón Sigmundsson var også biskop Guðbrandur Þorlákssons morfar, og Guðbrandur Þorláksson er formodet at have arvet håndskriftet efter ham.

Sigurður Nordal ( Sigurður Nordal 1931 18-19 ) fremstiller dog to alternative hypoteser omkring håndskriftets tidlige ejerforhold. Den første knytter sig til to store bogsamlinger på Island; de der tilhørte síra Einar Hafliðason (Breiðabólsstaður i Vesturhóp) og Jón Hákonarson på Víðidalstunga, som også var i besiddelse af Flateyjarbók. Begge hypoteser går ud fra at Solveig Þorleifsdóttir (d. 1479), fik bogen og gav den videre til sin søn, lögmaður Jón Sigmundsson.

Den første hypotese går ud på, at Einar Hafliðason gav bogen til sin ven Jón Hákonarsson på Víðidalstunga, og at Jóns søster, Guðný, som arvede Víðidalstunga efter Jóns død, fik alle de litterære skatte, der hørte til gården (Guðný var også gift med Einar Hafliðasons søn, Arne Einarsson). Guðný skulle så have givet bogen til sin søn, Þórleifur som gennem sin far, Arne, skulle have arvet Einar Hafliðasons bibliotek. Men efter Þorleifurs død skulle den imponerende bogsamling have været delt mellem hans to børn, Björn og Solveig.

Den anden hypotese om håndskriftets tidlige proveniens knytter sig til Loptur Guttormsson, som de to Maria-digte på s. 120 og på sidste side (uden overbevisende belæg) er blevet tilskrevet. Solveig Þorleifsdóttir var gift to gange, første gang med Ormur Loptsson, som hun blev skilt fra, og senere Sigmundur Steinþórsson, som hun fik Jón Sigmunsson med. Loptur Guttormsson var hendes svigerfar fra første ægteskab, og kun kunne have fået håndskriftet af ham.

Efter biskop Guðbrandur Þorláksson fik hans slægtning, Arngrímur Jónsson, håndskriftet, dog senest 1609. Han brugte håndskriftet til sin Crymogæa og lånte det derefter til Magnús Ólafsson, som brugte det til sin version af Eddaen, den såkaldte Laufás Edda, som den første edda-udgave (Resens Edda) er udgivet efter. I 1628 sendte Arngrímur Jónsson AM 242 fol. til Ole Worm, som derefter sluttede, at det var hans bog (jf. s. 1, nederste margin: Olai Wormii | Dono Arngrime jonæ | Islandi). Bogen er blevet kaldt Codex Wormensis eller Ormsbók efter ham. Willum Worm arvede bogen fra sin far, Ole Worm, og Willum gav den så videre til sin egen søn, Christen Worm.

Arne Magnusson fik håndskriftet af Christen Worm i 1706.

• Mikrofilm (originaler), Neg. 508, fra 1975 (kun papirbladene, før konservering).
• Mikrofilm (arkiv), Pos. 508, fra 1975 (før konservering).
• Sort-hvid fotografier fra februar 1980.
• Mikrofilm (originaler), Neg. 593, fra 1979 (supplerende optagelser, under konservering).
• Mikrofilm (arkiv), Neg. 972, fra 20. februar 2007
• Plade 11 fra 1973? (før konservering).
• Plade 138, s.d. (supplerende optagelser).
• Mikrofilm (originaler), Neg. 599, fra 1980 (under konservering).
• Sort-hvid fotografier fra september 1980 (under konservering).
• Mikrofilm (arkiv), Pos. 949, fra 18. december 2006
• Plade 110, s.d., (Før konservering).
• Diapositiver, lomme 17, fra 8. januar 1998 (farvedias, 4x5", s. 18, 23, 73, 90, 95, 139)
• Sort-hvid diapositiver, lomme 204/TS 204, fra 27. oktober 2004 (6x6 s/h portrætter).
• Sort-hvid diapositiver, lomme 241/TS 241, fra 24. april 2006 (6x6" supplerende portætter).
• Digitale billeder, CD 7/Harddisk 1, fra 22. februar 2005 (s. 33, 34, 35, 36).
• Digitale billeder, CD 13 og 14/Harddisk 1, fra 17. maj 2005 (s. 2, 8,9, 19, 33, 34, 60 ,61, 73, 84-85, 93, 120-121, 155, 156).